Der i er i årenes løb skrevet mange lokalhistoriske både små og store artikler om utroligt mange forskellige temaer, og de har alle medvirket til at kaste nyt lys over vores fælles historie. Derfor er det lidt mærkeligt, at lokalhistorie i mange år ikke var noget, som historikeren beskæftigede sig med – måske fordi der ikke blev undervist i det på universitetet.
Jeg vil derfor forsøge med en forklaring på den lokalhistoriske interesse, der voksede frem, og som i dag fylder meget i litteraturen. Som udgangspunkt antager jeg, at lokalhistorikeren næsten aldrig vælger sit emne, fordi han dermed vil være med at kaste et større lys over den fælles fortid. Årsagen for mange lokalhistorisk interesserede menneske er ofte meget den, at man tilfældigvis har slået sig ned et bestemt sted med sin familie, og så opdager man pludseligt, at historien ligger lige uden for døren, og kun venter på at blive samlet op.
Eller man bor på en slægtsgård eller har bedrevet slægtsforskning. Det der altså ofte driver lokalhistorikeren er ønsket om at kende stedet og de mennesker der boede her før os på godt og ondt – men det gælder også for andre historikere.
Den historiske undersøgelse er altid præget af de forudsætninger og den baggrund, som den enkelte ”undersøger” er i besiddelse af, og det skifter fra en tid til tid, fra en historiker og til historiker og fra et land og til land! Man må derfor hele tiden – både i Historisk Samfunds årbøger og i anden historisk litteratur - være opmærksom på, at der kun kan skrives ud fra, hvad der rent faktisk står i kilderne.
Det er vigtigt, at påpege, at der er en vis mængde historisk materiale, som er overleveret fra historien, og det ikke fordeler sig ligeligt over alle perioder og emner. Generelt kan det fastslås, at jo tættere vi kommer til vores egen tid, des mere materiale findes der. Den stigende kildemængde skaber sine egne problemer. Vil man studere den anden verdenskrig, så finder man et meget stort kildemateriale, og det er umuligt for en enkelt historiker, at læse og arbejde med det hele. Der er tilmed sket det, at kildemængden til netop den anden verdenskrig er blevet mere end fordoblet i den forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud. En undersøgelse af materialet viser, at en stor del af det findes i flere eksemplarer, fordi der er tale om ordrer eller andre dokumenter fra den militære udvikling. Men man kan ikke sige: ”ok det er kun en kopi”, og derefter kassere den, fordi det kommer an på, hvad det er for spørgsmål, som man vil have svar på. I bestemte sammenhænge er det afgørende, om man kan fastslå, hvor langt ud i geleddet, en bestemt ordre er kommet. Her vil jeg som eksempel nævne Hitlers ”Kommissarbefehl” fra 1941, om hvordan de russiske partikommissærer skulle behandles, når USSR blev angrebet. Det er vigtigt at fastslå, hvem der har haft mulighed for at kende befalingens indhold, og derfor kan man ikke fjerne kopier som overflødige, fordi modtageren altid er nævnt i dokumentet.
Den store kildemængde betyder, at historikeren bliver mere og mere specialiseret i sin forskning, og det kommer også til at gælde for lokalhistorikeren, hvor det specielle dog er mere baseret på geografien og ikke så meget på selve emnet. Men for begge typer af historikere gælder, at man beskæftiger sig med historien for historiens egen skyld, og så kan det være sekundært, at det også giver den viden om stedet eller temaet, som man har søgt efter. Det kan naturligvis være historikere, som sætter fokus den anden vej, og man kan ikke sige, at den ene vej er bedre end den anden.
Man skal huske på, at det der skrives, skrives fra de forudsætninger, som den skrivende er i besiddelse af på det tidspunkt, hvor der bliver arbejdet med materialet. Det gælder både når man læser om historie og når man skriver historien, at fortidens forskellige begivenheder belyses ”i bagklogskabens klare ly”. Dermed menes, at de daværende aktører ikke altid har vidst, hvad resultatet af bestemte handlinger kunne blive, men de kan godt have haft et mål eller en forventning til deres adfærds betydning. Her overfor står den kendsgerning, at den moderne historiker og læser kender resultatet af de oprindelige handlinger. Den skrevne historie behøver ikke at være entydig, der forekommer ofte forskellige fortolkninger. Det er derfor afgørende, om vi først er i stand til at sætte os ind i aktørens forudsætninger og derefter beskrive historien. Det skal understreges, at historikeren selvfølgelig godt kan nå et punkt, som aktøren oprindeligt ikke kunne forudse. Historikeren skal nemlig ikke kun at søge efter det repræsentative, det interessante er ofte unikke historien , og det er et afgørende skillepunkt, om man tror historien ikke gentager sig, eller om ”det er sket mange gange før”.
Det er min opfattelse, at man ikke kan hævde, at historien gentager sig, for hvis man gør det, fornægter man samtidig, at den enkelte historiske situation er enestående, og det er den fordi de mulige aktører og omstændigheder aldrig er ens. Selv om man i flere situationer kan se nogenlunde ens handlinger, så er beslutningerne altid truffet ud fra forskellige udgangspunkter, og derfor er forsættet og handlingen aldrig gentagelser af noget, der er sket før!
For historikeren gælder det om, at vælge det materiale, som belyser den enkeltstående situation eller udvikling på den bedst tænkelige måde, og han må ikke optræde bedrevidende, og han må heller ikke være moraliserende. Derimod må historikere gerne have helte – og det har de ofte - og der må også gerne være skurke i historieskrivningen – og det er der tit. Det må aldrig være historikeren der er helten, for så er han blevet til en skurk. Det er i parentes bemærket her, at man finder en af forskellene på journalistens og historikerens arbejde med de historiske begivenheder. Der er en anden forskel, som også må trækkes frem, i historieskrivningen er alle kilder principielt tilgængelige - også for læseren af en beretning, men det behøver ikke være let at gå til det oprindelige materiale - og der opereres ikke med anonyme kilder! I historieskrivningen kan personer kan af særlige personlige grunde være anonymiseret, men det gør ikke kilden hemmelig.
Derfor er historikeren uddannet til at løse de problemer, som man støder på i en historisk undersøgelse. Han skal have stor viden om den periode og det land, som han vil lave sin undersøgelse omkring, og desuden skal han have færdigheder indenfor f.eks. stednavneforskning, retshistorie, kirkehistorie, kronologi, heraldik, diplomatik, sillografi og nogen viden om arkæologi. Kravene er dog forskellige for forskellige historikere, fordi mange historikere specialiserer sig. Men en specialisering betyder ikke, at det altid er en fordel, fordi alle specialer har en grænse, og derfor opdager man måske ikke spændende og nødvendige oplysninger lige udenfor. Der er også risiko for, at man glemmer, at et speciale kun er en del af den større helhed, som vi benævner HISTORIEN.
